CPH:DOX - Kanalrundfart og verdenspremiere af Lowland Kids

Kom med på en helt særlig kanalrundfart i Københavns Havn sammen med eksperter i stormsflodssikring inden visning af filmen Lowland Kids i Kulturhuset Islands Brygge.

I forbindelse med visningen af 'Lowland Kids' inviterer vi publikum med på kanalrundfart med et lokalt blik på stormflodssikring i Københavns Havn inden filmvisningen.

Kom med CPH:DOX på kanalrundfart, når vi i forbindelse med en helt særlig visning af filmen ‘Lowland Kids’ kaster et lokalt blik på klimaet og de stigende vandstande. Med eksperter i stormsflodssikring i Københavns Havn sætter vi rammerne for en samtale om de udfordringer og løsninger, som klimaændringerne fordrer. Efter kanalrundfarten viser vi filmen ‘Lowland Kids’ i Kulturhuset Islands Brygge. Med filmens fokus på genhusning af familier i det sydlige USA sættes klimaet i den vestlige verden i perspektiv. Kom med til en særlig aften til søs, som sætter klimaet på dagsordenen og byder op til refleksion og samtale.

Mødested: Cafe Aristo, Islands Brygge 4, 2300 KBH S.
Kl. 17:30
Sprog: Dansk

Film: Lowland Kids 

Vandet stiger i de amerikanske sydstater. To unge ser den eneste verden, de kender, forsvinde for øjnene af dem i en sanselig film om at lægge barndommen bag sig og gå en uvis fremtid i møde.

Siden deres forældres tragiske død har Howard og Juliette været hinandens nærmeste. Deres godhjertede onkel Chris har taget sig af dem, så de kunne forblive i den eneste verden, de kender: Isle de Jean Charles i Louisiana i det amerikanske Deep South. Et tyndt stykke land, der er omgivet af vand til alle sider. Og vandet stiger.

I 2021 ødelagde orkanen Ida næsten alle hjem på halvøen og tvang beboerne til at flygte. Siden har myndighederne arbejdet på at flytte hele det lille samfund længere ind i landet, og nu må Howard og Juliette lægge barndommen bag sig, mens de og resten af det lille fællesskab ser deres verden forsvinde.

Den unge, danske dokumentarist Sandra Winther har skabt en sanselig og nærværende film om smerte og sammenhold, og om realiteterne ved at være klimaflygtning i de amerikanske sydstater.

Sandra Winther / Danmark & USA / 2025 / Verdenspremiere / 92 min

En del af CPH:DOX

I forbindelse med CPH:DOX kan du komme til tre aftener med film og debat i Kulturhuset Islands Brygge med fokus på klima og bæredygtighed:

24/3 Climate in therapy

Syv klimaforskere mødes i et gudsforladt mødelokale for at gå i rundkredsterapi om deres fælles angst for klimaet. Men kan følelser virkelig være en del af løsningen?
+ Debat: Forskerens følelser

25/3 Kanalrundfart og visning af Lowland Kids

Med eksperter i stormsflodssikring i Københavns Havn sætter vi rammerne for en samtale om de udfordringer og løsninger, som klimaændringerne fordrer. Efter kanalrundfarten viser vi filmen Lowland Kids.

26/3 Dust & Flow + I Think We Begin as Light

To kortfilm, der får dig tæt på muld, jord og nye, grønne bevægelser. 
+ anretning af råvarer fra regenerative, lokale landbrug af Grønt Marked og samtale mellem instruktørerne og en landmand fra regenerativ landbrug. 

Kontakt

Kulturhuset Islands Brygge

Islands Brygge 18

2300 København S
Del med