Tysk Filmklub: Kaptajnen (Der Hauptmann)

Visningen er en del af filmrækken: ”Tysk Filmklub - fra diktatur til demokrati”, hvor vi gennem tre film bevæger os op gennem det 20. århundrede i Tyskland.

Vi viser den prisbelønnede ”Kaptajnen” (”Der Hauptmann”) af Robert Schwentke fra 2017. Det er historien om Willy Herold, en tysk desertør, som i sin flugt falder over en uniform – en kaptajnsuniform – som han prøver på, bare for at se, hvordan det føles. På et splitsekund går han fra at være jaget vildt til selv at udstede ordrer. I sine nye klæder har Herold fået magten til at bestemme hvem der skal leve og dø.

For eftertiden blev han kendt som ’Bødlen fra Emsland”. ”Kaptajnen” er en smuk og grusom fortælling om magtstrukturer og magtmisbrug. Bare fordi man kan.

Journalist og forfatter Tim Panduro varmer op til ”Der Hauptmann” med et spændende oplæg om datidens tyske desertører, og om de konsekvenser det havde – både for dem der døde og for dem der overlevede. For hvad er egentlig værst – at kæmpe for et morderisk regime eller forråde sit land?

Tim Panduro er forfatter til bogen De asociale - kz-lejrenes glemte danskere og har i mange år skrevet historiske artikler til danske dagblade og magasiner.

Visningen er en del af filmrækken: ”Tysk Filmklub - fra diktatur til demokrati”, hvor vi gennem tre film bevæger os op gennem det 20. århundrede i Tyskland. Vi mødes i mørket for at minde os selv og hinanden om, at demokrati ikke kommer af sig selv. Ved at skue tilbage på et samfund der har været i fascismens vold, sætter vi vores egen tid og demokratiske selvfølgeligheder under lup.

Tysk Filmklub er et samarbejde mellem Kulturhuset Islands Brygge, Goethe-Instituttet og Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

 

Kontakt

Kulturhuset Islands Brygge

Islands Brygge 18

2300 København
Del med