Fotoudstilling: I drømme er vi altid stadig her
Projektet er en skildring af børns naturlige og umiddelbare adgang til magiens og legens verden og af deres forhold til naturen og til de arter, vi deler geografi med. Børnene fungerer på én gang som en påmindelse om den fremtid, vi former lige nu, men bliver også et symbol på en form for magisk modstand og alliance med fælledens arter.
Rita Blue Biza arbejder med billedmateriale i både print og bogform og i kombination med lydværker, performance og video. Rytme i farve og historiefortælling spiller en afgørende rolle i hendes arbejde, ligesom døden som transformativ cyklisk bevægelse ofte gør det.
Se mere på ritabluejpg.com eller på @ritablue_
Maskerne er skabt på Randi Kjærs workshops. Se mere på @ulmogmuld
Udstillingen er åben i Biokuben fra oktober - november med fri entré i Kulturhusets åbningstid.
Om Biokuben
Kulturhuset Islands Brygge har fået en klimahub, Biokuben, hvor kunstnere, aktivister og videnskabsfolk inviteres til at undersøge og eksperimentere med grænsefladerne mellem naturvidenskab, æstetik og aktivisme.
Biokuben huser en udbyggelig samling af økolitteratur til inspiration og læsning på stedet samt en ditto frøbank med et skiftende udvalg af hjemmehørende plantearter, der på forskellig vis er med til at forbedre insekters levevilkår og øge biodiversiteten i byen.

Kontakt
Kulturhuset Islands Brygge, Biokuben
Islands Brygge 18