Filmvisning og talk: FRØ
FRØ er en sanselig og poetisk film om frøenes stille kraft og dem, der bærer den videre. I et væv af nordiske fortællinger møder vi mennesker, hvis liv på forskellig vis er forbundet til frø – når de hhv. dyrker, bevarer, undersøger eller på anden vis indgår i et sanseligt samspil med dem.
Filmen åbner døren til en verden, hvor små kilder til liv bærer fortidens erindringer, nutidens valg og fremtidens muligheder. Historierne folder indsigter ud, der får os til at se frø med nye øjne: som kimen til livet og som en del af en cyklus, vi næsten har glemt. Filmen spørger stille, men vedholdende: Kan vi genopdage vores forbindelse til frøene - og hvad kan der ske, hvis vi gør?
Isabelle Denaro er en dansk filminstruktør med en særlig interesse i menneskets såvel som planetens natur. Alt, hvad hun skaber, har som formål at udvide vores bevidsthed og skubbe mod nye eksistentielle paradigmer. Hun går gerne i dybden med det, andre går uden om og arbejder med utopiske fortællinger som svar på den dystopiske virkelighed, vi lever i, hvor naturen langsomt dør, mens vi som mennesker fortrænger det eller paralyserede ser på.
Praktisk info
Filmvisning af FRØ og talk med filminstruktør Isabelle Denaro
Onsdag 11. marts kl. 19 - 21
Billet: 50 kr.
Kontakt
Kulturhuset Islands Brygge
Islands Brygge 18