Byvandring på Bryggen med Høxbroe

Kom med på slentretur på Islands Brygge sammen med digter og forfatter Claus Høxbroe. Vi opdager det nye, det gamle og det ukendte i bydelen og får sande røverhistorier fortalt undervejs.

Beatpoet Claus Høxbroe guider gennem Bryggen og krydrer slentreturen med sande røverhistorier og digte fra København. På slentreturen ser vi noget af Islands Brygge, du måske ikke har lagt mærke til tidligere. Vi møder det 'klassiske' Bryggen og stifter bekendtskab med det nye, der vokser frem.

Praktisk info

27/9 kl. 16 
Vi mødes foran indgangen til Kulturhuset Islands Brygge
Byvandringen ender ved Bryggekælderen på Njalsgade 15.
Pris 70 kr. med forsalg på billetto.dk
Varighed: 2 timer

Om vores guide

CLAUS HØXBROE er en absolut ener, og lige siden han trådte ind på den lyriske scene, har han gjort tingene på sin egen måde. Han inviterer læserne til at se og mærke verden gennem hans skrift, erfaringer trukket fra levet liv. En skrift der kigger lige dele indad og ud i verden.

Hos Høxbroe smelter liv og litteratur sammen i en brusende flod af ord fanget, hvor de er oplevet.

Høxbroe har været selvvalgt hjemløs. Haft københavnske hoteller som hjem. Boet i alle områder af København. Konstant i bevægelse, nysgerrig og søgende, indre som ydre, nationalt og globalt.

Over 25 år har han rejst land, rige og verden rundt i skriftens tjeneste. Siden debuten i 2006 har Claus Høxbroe udgivet over 40 udgivelser, samt turneret og udgivet digte i ti lande. Senest har han fået oversat en række digte til spansk, der er ude i en antologi i Sydamerika, udkommet med en oversat digtsamling i Litauen, og i september 2024 udkom hans digte på ungarsk. I den forbindelse var han på scenen i Budapest.

Høxbroe er også indehaver af Publikums Prisen til Poesiens Dag og Dan Turèll Prisen, og er optaget i det celebre selskab ‘Grøftens Poeter’.

Kontakt

Kulturhuset Islands Brygge

Islands Brygge 18

2300 København S
Del med