December på Bryggen

Den mest wonderful tid på året banker på, og i Kulturhuset Islands Brygge har vi fyldt decemberkalenderen med markeder, musik, mad og kreative stunder. Her får du et overblik over månedens hyggeligste arrangementer.

2.12 – Broderisalon

Alle kan være med – både nybegyndere og erfarne – når vi mødes i Broderisalonen til fordybelse med nål og tråd. Undervejs læser kunstner Julie Andkjær Olsen højt fra en af højtidens smukke tekster og skaber en rolig og stemningsfuld ramme om det kreative fællesskab.

3.12 – Julemiddag på Bryggen

Årets sidste fællesmiddag står selvfølgelig i julens tegn! Menuen byder på klassisk flæskesteg med rødkål, syltede agurker, brune kartofler og sauce. Vegetarer kan glæde sig til en lækker spinatfrikadelle som alternativ. Kom og del et varmt måltid i godt selskab.

7.12 – Witch Yule Market VI

Leder du efter den perfekte gave til en, der har alt? Så finder du den måske her. Witch Yule Market byder på alt fra håndlavede lys, tarotkort og krystaller til mørke illustrationer, keramik, unikke smykker og Wicca-merch.
Glæd dig også til The Readers’ Lounge, hvor ti erfarne læsere og spirituelle vejledere deler indsigt gennem tarot, clairvoyance, drømmetydning og lydhealing.

10.12 – Fællessang på Bryggen

Varm stemme og hjerte op til en hyggelig eftermiddag med fællessang. Alle kan være med – og måske lister der sig endda et par julesange ind i repertoiret.

19.12 – The Orgelheimers' Sing Along Christmas Songbook

Orgel I want for Christmas, is jul vol. 2! Dit yndlingsorgelband spiller denne aften udelukkende julesange, og publikum er mere end velkomne til at synge med. Det hele foregår i den stemningsfulde Bryggekælder under biblioteket.

20.12 - Julebukkens efterfest med Rheum, Valkyra og Kerborinn

Dans dig varm til festlig folkemusik, når Rheum, Valkyra og Kerborinn indtager scenen i Kulturhuset Islands Brygge. Koncerterne er en del af Julebukken, der fejrer den 'gamle jul' med folklore, fantasi og fakkeloptog. Aftenen byder på tre stærke musikalske udtryk, der hver især fortolker den nordiske folkemusik på deres egen måde.
 

Oplev bl.a. kor- og folkeensemblet Kerborinn i december

Læs mere om alle arrangementer her