Change language

  • Dansk
  • English

Ny fotoudstilling: SE København

04.09.2018
SE er en fotoudstilling i gult om rum og mellemrum i København.

Fotograferne Palle Vedel og Ole Christiansen er gået på opdagelse med deres kameraer med det formål at lave billeder, som får os til at se byen. Udstillingen kan opleves i Hvid Boks i Kulturhuset Islands Brygge fra den 3. september til den 2. oktober 2018. Der er gratis adgang og åbent dagligt fra kl. 10.00 – 22.00. Publikum tages med på opdagelse i vores hovedstad, en by, der bliver ved med at overraske.

Vi ser byens rum og mellemrum, former og teksturer og detaljer. Vi ser byen, når den er allermest stille. Vi ser det storslåede og det grimme. Vi ser vante steder, som vi i det daglige passerer i ubemærkethed. Vi ser uvante steder, vi ikke vidste, byen indeholder. Vi ser øjeblikke og tilfældigheder, som blot strejfer bybilledet for igen at forsvinde. Vi ser mørke, lys og skygger, som uophørligt forvandler bybilledet.

Kulturhuset Islands Brygge inviterer til fernisering mandag d. 10. september kl. 16.30 i Hvid Boks. Der bydes på et lille glas og fotograf Palle Vedel fortæller om udstillingen. Alle er velkommen.