Change language

  • Dansk
  • English

Fra Wyoming til Bryggen - mød manden bag Klub Geyser

13.04.2018
Jacob Speake er en af de mest aktive i det københavnske musikliv, når det gælder om at give musikere mulighed for at optræde med egne numre.

Jacob Speake har nu i næsten 10 år været den, der har tegnet Klub Geyser i Kulturhuset Islands Brygge, og d. 13. april fejres jubilæet med hele fire koncerter, hvor Jacob selv også er blandt de optrædende.

Jacob kommer faktisk fra et hjem med klaver! Hans far, som er den skyldige, når vi taler om efternavnet, er selv singer/songwriter, før det blev et kendt begreb i den danske musikverden, så Jacob har været vant til, at der er blevet sunget og spillet i barndomshjemmet. "Min far optrådte med egne sange, og jeg begyndte at spille klaver i fjerde klasse og guitar i syvende" siger Jacob Speake.

Studier i musik

Da Jacob var udvekslingsstudent i Wyoming (USA) begyndte det at gå op for ham, at musik nok var det, der skulle være det centrale i hans livsbane. Han begyndte at skrive sine egne numre ”over there” – og da han kom hjem, var det nærliggende at begynde på musikvidenskab. "Jeg har altid været begærlig efter viden, så det passede mig ganske godt at komme ind i det akademiske miljø, selvom jeg da til tider havde lyst til ”kun” at lave min egen musik. Min far spillede en vis rolle, når det handlede om det fornuftige i at fortsætte som studerende og at få det færdiggjort" siger Jacob. "Og i dag er jeg da glad for den baggrund, der trods alt har givet mig en bredere – og dybere – viden, end hvis jeg havde givet efter for min lyst til udelukkende at skrive og spille musik." 

"Jeg begyndte som optrædende i Klub Geyser for ca. 10 år siden, da det var Heine Hamborg, der stod for klubben. Han skulle flytte til Jylland, og jeg blev i stedet tilbudt tjansen, siger Jacob Speake og tilføjer: "Dengang var den en del af Bryggens Musikforening, men det føltes rigtigere, at Klub Geyser så at sige stod på egne ben. At klubben fik sin egen profil, siger Jacob."

Musikken på plakaten

Det blev begyndelsen på opbygningen af et stort netværk og arbejde inden for de optrædendes verden for at kunne byde på nye navne, men indimellem også mere etablerede navne, til koncerterne i Kulturhuset. Her tog udviklingen af Klub Geyser fart, og Jacob deltog i mange aktiviteter og nye tiltag, herunder blandt andet arbejdet med plakater, og han cyklede rundt i København for at få budskabet om koncerter i Kulturhuset på plakatstanderne i det meste af byen. Markedsføringen har åbenbart haft effekt, for publikum har bestemt taget Klub Geyser til sig. Det er ikke usædvanligt, at der møder 100 mennesker frem til koncerterne, som tilmed har fået en udløber med sommerarrangementerne ved kajkanten, kaldet Geyser by the Sea. "Det startede med at hedde Wanda by the Sea, inspireret af John Cleeses film ”A Fish Called Wanda”, men det var måske en lille smule fortænkt, så for fem år siden blev det omdøbt til det lidt mere nærliggende Geyser by the Sea," siger Jacob. Her bydes der på fyraftenskoncerter hver fredag i maj, juni og august, hvor man kan droppe forbi Kulturhuset Islands Brygge og lytte til singer/songwriters og bands fra kl. 16.30 til 18.30.

At drømme om fortiden

Det er formentlig en stor fordel, at Klub Geyser drives af en mand, der selv er udøvende musiker, og som i øvrigt i slutningen af februar i år udgav sit andet album ”Dreaming of the Past”.  Det er en hyldest til kvinden og kærligheden, og albummets navn er pudsigt nok taget fra en sang, han skrev, da han var udvekslingsstudent i Wyoming. Her fandt han ud af, at sangskrivningen kunne bruges til at sætte ord på de tanker, han gik og tumlede med. Titelsangen er en smuk ballade om at drømme sig tilbage til en mere ubekymret tid.

Jacob er bredt orienteret og bredt inspireret. Det er nok velkendt for mange, at han har en svaghed for de gamle beatler, John Lennon og Paul McCartney, men der er langt flere inspirationskilder såsom Sinatra, Chuck Berry, Elton John og Radiohead for blot at nævne nogle få. Men det karakteristiske for Jacob er nok det melodiøse, altså den gode og fængende melodi – og så kan det være soul, jazz, cabaret, old-school rock, pop eller sågar salsa. Allerede første år på universitetet blev han introduceret til salsaens inciterende rytmer og var senere på Cuba i forbindelse med sit speciale. Og det har han dyrket så meget, at han faktisk underviser i salsadans og har tilføjet salsaevents på sit repertoire, så der holdes Salsa Jam med livebands ca. fire gange om året i Kulturhuset.

Selvom man hurtigt fornemmer det sensitive ved den ihærdige arrangør og musiker, holder han sig bestemt ikke tilbage. Ingen tvivl om, at Jacobs engagement giver meget til Kulturhuset Islands Brygge og de besøgende – så håber vi bare, at han også får noget igen!