Change language

Bæredygtigt julemarked vil skrue op for de gode gerninger og ned for forbrugskulturen

15.11.2017
Gode gerninger, fællesskab og åbenhed er i fokus til det nye Julemarked på Bryggen d. 3.12

En gruppe studerende, fra Professionshøjskolen Absalon, står bag et bæredygtigt julemarked på Islands Brygge, hvor gode gerninger, fællesskab og åbenhed er i fokus. Bryggens Julemarked finder sted d. 3.12 og byder på ponyridning, tøjbyttemarked og julelege for hele familien.

Bryggens Julemarked, der er arrangeret af en gruppe studerende, der kalder sig 'Gran og Gode Gerninger', har fokus på bæredygtighed, både af den sociale og den økonomiske slags, med en række sjove og gratis aktiviteter for både store og små.
Julemarkedet skiller sig ud fra det klassiske julemarked, da det ikke nødvendigvis handler om, hvad du får med hjem i posen, men også hvad du giver videre til andre:

Grunden til at vi vil lave et bæredygtigt julemarked er, at vi oplever en ret voldsom forbrugskultur, især i forbindelse med julen. Vi kunne godt tænke os at skabe en eftermiddag, hvor fokus i stedet er på at have det hyggeligt sammen og mødes på kryds og tværs. Til tøj- og legetøjsbyttemarkedet kan man gøre en god gerning og aflevere de ting man ikke længere har brug for, og måske finder man noget ’nyt’ man vil tage med sig hjem. ” fortæller Lea Funk, der sammen med en gruppe medstuderende fra Leisure Management linjen fra Professionshøjskolen Absalon, arrangerer julemarkedet som en del af 3. semester eksamen. Gruppen ønsker, med fokus på social bæredygtighed og mere genbrug, at holde et julemarked for alle, ligegyldigt baggrund og midler. Gennem bytteøkonomi og opfordring til den gode samtale, ønsker arrangørerne at gøre det muligt for alle at få en god jul – og stå af forbrugsræset, hvis bare for en eftermiddag.

Er du julegæsten eller har du festen?
For børnene er der ponyridning på julehesten Nótt, koglekast og juleeventyr læst højt af Julenissen, og så kan man bytte eller aflevere tøj, bøger og legetøj til byttemarkedet. Og skal man have noget at varme sig på, sælger Bryggens Spisehus både lune æbleskiver og varm gløgg. Har du ekstra pladser rundt om bordet til julefrokosten eller mangler du et sted at holde jul? Så kan du melde dig til ’Julefesten & Julegæsten’ og finde nye venner at fejre højtiden sammen med.

Program: 

  • 12:00 - 18:00: Tøj- og legetøjsbytte: - Tag jeres gamle tøj og legetøj med og byt det til noget "nyt"
  • 12:00 - 18:00: Julefesten & Julegæsten: Mangler du et sted at holde jul, eller har du en ekstra plads til din juleaften? Så meld dig til og find nye venner at holde jul med.
  • 12:00 & 16:00: Koglekast: Kast, Ram og Vind!
  • 12:30 - 13:30: Ponyridning med julehesten Nótt
  • 13:00 & 16:00: Juleeventyr v. Julenissen
  • 16:00: Julemanden og de søde børn fra Juletræsfesten i Kulturhuset Islands Brygge kommer og pynter juletræet (pynt kan købes for 5 kr. stk.)

Alt overskud fra markedet går til Røde Kors og Mødrehjælpen.

Bryggens Julemarked arrangeres af gruppen ’Gran og Gode Gerninger’ i samarbejde med Kulturhuset Islands Brygge.

Hvad: Bryggens Julemarked
Hvor: Uden for Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18, 2300 KBH S.
Hvornår: Søndag d. 3. december kl. 12 – 18
Hvor meget: Fri entré / Æbleskiver og gløgg kan købes fra Bryggens Spisehus.