Change language

  • Dansk
  • English

Enrico Pieranunzi Trio

  • Enrico Pieranunzi i Kulturhuset Islands Brygge
09 mar

Dato

09.03.2019, 20:30
Forsalg: 250 kr. + gebyr / 280 kr. i døren
Dørene åbnes kl. 20.00
Kom og hør jazz i absolut verdensklasse

Enrico Pieranunzis Trio består af følgende musikere:

Enrico Pieranunzi (piano)
Thomas Fonnesbæk (bas)
Ulysses Owens (trommer)

Den verdenskendte italienske pianist, Enrico Pieranunzi (IT), står i spidsen for en ny jazztrio, som foruden Pieranunzi selv består af Danmarks måske bedste bassist, Thomas Fonnesbæk, samt den amerikanske trommesværvægter, Ulysses Owens. Hver især tilhører de eliten af jazzmusikere i deres respektive hjemlande, og tilsammen udgør de en trio i verdensklasse.

Musikken er original, krydret med enkelte klassikere, og det eminente sammenspil byder på kollektive improvisationer i topklasse. Glæd dig til en koncert med en sublim trio på allerhøjeste niveau med en gigant i rækken af verdenspianister, Enrico Pieranunzi, i tæt sammenspil med 2 giganter indenfor skandinavisk og amerikansk jazz!

Enrico Piernunzi er en af verdens bedste pianister. Han har igennem sin mangeårige karriere arbejdet med mange af de allerstørste jazzmusikere i verden, f.eks. Lee Konitz, Chris Potter, Chet Baker, Joey Baron, Paul Motioan, Marc Johnson og mange andre.

Hans diskografi er meget omfattende - mere en 60 cd-indspilninger i eget navn og mellem 300 - 400 som sidemand, er det blevet til, og han har som komponist bredt sig i mange forskellige genrer.

Enrico Piernunzi er kendt for sin imponerende karriere som jazzpianist, men har sideløbende også haft en karriere som klassisk koncertpianist og har som klassisk pianist været ansat som professor ved konservatoriet i Rom, et af de fineste i verden. Han har desuden udgivet mange kendte, klassiske værker, hvor han mest er kendt for sine fortolkninger af de store komponister fra baroktiden.

Thomas Fonnesbæk, Danmarks måske bedste bassist, har igennem flere år spillet sig ind i en verdenselite af jazzmusikere med bl.a. Monty Alexander, Christian Sands, Justin Kauflin, Aaron Parks, John Taylor, Helge Lien, Paulo Freso, Harvey Mason, Stefano Bullmondo, Adam Baldych, m.fl.

På de hjemlige breddegrader er han bl.a. kendt for sit duo-samarbejde med sangerinden Sinne Eeg. Duoen Eeg - Fonnesbæk har høstet fine anmeldelser verden over og modtog i 2015 en Danish Music Award. Derudover har han i de sidste 10 år spillet verden over med den svenske pianist Lars Jansson og hans trio, og han har desuden igennem mange år arbejdet med Thomas Clausen, Mona Larsen, Lis Sørensen m.fl. Mere end 100 udgivelser, heraf syv i eget navn.

Ulysses Owens har spillet sig op blandt toppen af sin generations jazzmusikere. Han er beundret for sit følsomme, levende og komplekse spil. Owens har spillet med Kurt Elling, Wynton Marsalis, Diane Schuur, Monty Alexander, Christian McBride og mange andre.