Change language

  • Dansk
  • English

Andromeda Mega Express Orchestra

  • Andromeda Mega Express Orchestra i Kulturhuset Islands Brygge
12 jul

Dato

12.07.2019, 20:00
140 kr. + gebyr
Jazz by the Sea
En aften, hvor mange forskellige stilarter krydses med hinanden i moderne, progressiv jazz

Tyske Andromeda Mega Express Orchestra er et fænomen. Et bigband, der alligevel slet ikke lyder som et bigband. Og et orkester, der ikke blot krydser grænser mellem progressiv jazz og klassisk musik, men også uden at blinke indarbejder både sci-fi soundtracks, hiphop, afrobeat-inspirerede polyrytmer og meget mere. De har også gjort sig bemærkede gennem deres samarbejde med indietronica-pionererne i The Notwist.

At de også har en sjælden evne til at engagere publikum, beviste de i overvældende grad på Roskilde Festival i 2016. Her skrev Undertoners anmelder efterfølgende: “AMEO gør det fra starten klart, at deres version af moderne progressiv jazz er helt deres egen. Det er gennemkomponeret big band progjazz i en moderne og vedkommende skikkelse, der, hvis den skulle, bedst kunne sammenlignes med norske Jaga Jazzist. På Roskilde Festival kan disse herlige underfundige fund samle flere tusind mennesker, som ellers aldrig ville finde sig selv til lignende arrangementer. Det er en smuk oplevelse for både publikum og orkester.”

Orkestrets medlemmer kommer fra vidt forskellige musikalske sammenhænge, og det høres. Selv omtaler de orkestret som et levende laboratorium. Eksperimenterende, legesygt og medrivende. Senest har de udsendt albummet ‘Vula’ (2017), som byder på både free jazz, tropicalia, minimalisme og elementer af Bach.

På scenen præsenterer det 18 personer store orkester et overvældende teknisk niveau, som de formår at få til at gå hånd i hånd med et både underholdende og fandenivoldsk sceneshow. Denne kombination har gjort dem til et varmt navn på mange store festivalscener rundt omkring i verden.

Og nu får Copenhagen Jazz Festival altså turen, når Andromeda Mega Express Orchestra optræder 12. juli til en aften præsenteret i samarbejde med ALICE og Goethe Institut Dänemark. Det bliver på alle måder stort!...