Københavns Kommunes logo

Mark Guiliana (US) x Jazz by the Sea 2023

Den Grammy-nominerede amerikanske komponist og Bowie-trommeslager Mark Guiliana er kendt for sine genrebrydende samarbejder med så forskelligartede kunstnere som Brad Mehldau, Pearl Jam og Matisyahu.

“Hvad er resultatet, når man lægger hardboppens trommemestre som Elvin Jones og Art Blakey til 1980’ernes Roland 808-trommemaskine, dividerer resultatet med J Dilla og ganger med Squarepusher? Mark Guiliana.”

Sådan beskrev det globale kulturmagasin Time Out engang trommeslager og komponist Mark Guiliana. New York Times har kaldt ham “en trommeslager, omkring hvem der har dannet sig en kult af beundring”, og det giver mening, når man kigger på den lange liste af dybt diverse musikere, som i tidens løb har draget gavn af Guilianas uomgængelige talent – folk som David Bowie på sit sidste album “Blackstar”, Brad Mehldau, St. Vincent, Pearl Jam, Meshell Ndegeocello, Lionel Loueke, Avishai Cohen og mange andre. 

Mark Guiliana har foruden samarbejderne 10 udgivelser som bandleder bag sig med det anmelderroste album “the sound of listening” (2022) som det seneste. Her får man igen en ny side af den eftertragtede trommeslager at høre – en slags introspektiv og fordomsfri rejse gennem de mange musikalske indtryk, der har formet Guilianas dybt personlige, virtuose udtryk. På albummet er han flankeret af to af newyorker-scenens esser, Jason Rigby på saxofon og Chris Morrissey på bas. Ved klaveret sidder det israelske supertalent Shai Maestro (Shai Maestro Trio, Avishai Cohen).

Samme hold er med, når Mark Guiliana indtager de smukke rammer ved udendørsscenen Jazz by the Sea på Islands Brygge under Copenhagen Jazz Festival 2023. Festivalen er stolt af at kunne præsentere en af de mest nyskabende moderne trommeslagere og komponister, der altid har set musikalske rammer som snærende bånd.

Mark Guiliana (US) – Copenhagen Jazz Festival 2023
Fredag d. 7. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge

Jazz by the Sea

Tag med på rundtur i jazzens mangfoldige verden, når Copenhagen Jazz Festival og Kulturhuset Islands Brygge præsenterer koncerter med musikalsk udsyn på havnefronten.

Under temaet Jazz by the Sea inviteres publikum til nogle forrygende aftener med jazzmusik på en af festivalens største og mest populære scener. 

Alle koncerter foregår under åben himmel. Der er unummererede siddepladser.

Kontakt

Kulturhuset Islands Brygge, Udendørskoncert

Islands Brygge 18

2300 København S
Del med