Golden Days: Musikalsk byvandring – Amar´s dronninger for fuld musik

Tag med på en anderledes og stjernespækket historisk byvandring i fodsporet på Amagers musikalske dronninger. Stift bekendskab med øens historie i et musikalsk perspektiv og opdag nye sider af øen. To jazzmusikere og en lokal journalist viser vejen.

Johanne Luise Heiberg var i midten af 1800-tallet Det Kongelige Teaters ukronede dronning. I næsten tyve år boede hun på Christianshavn og gik jævnligt ture på sit elskede Amager. Et Amager resten af eliten i København fandt væmmelig og uinteressant. Hun derimod nød ensomheden, vidderne og naturen. Hun skrev endda en vaudeville om øen. Et teaterstykke med musik, der hed ’En søndag på Amager’. Stykket blev en kæmpemæssig succes og spilles stadig den dag i dag.

Johanne Luise Heiberg er startpunktet for en byvandring om Amagers musikalske dronninger op igennem øens historie i forbindelse med Golden Days festivalen. Vi kommer omkring de hollandske bønders tilflytning i 1500-tallet og deres indflydelse på øens udvikling, vi støder på arbejderkvarterer og hører om Amagers op- og nedture i 1900-tallet. Samtidig krydres byvandringen med musikkens amagerske kvinder med en dyb tilknytning til øen og dens historie. Det være sig Grethe Ingmann, Lone Kellermann eller Natasja.

Øens historie fortælles af historiker, journalist og podcaster Majken Astrup imens musikken fortolkes af de to jazzmusikere Jesper Løvdal og Ida Hvid. Majken Astrup står bag podcasten Stemmer Fra Amar, som fortæller øens historie før og nu og kan høres i de fleste podcastapps. Ida Hvid er Kontrabassist og både spiller og synger med sang og bastrioen Blonde Bass. Hun har turneret med Oscar Petersons trommeslager Alvin Queen og er en af Danmarks mest spillende jazzmusikere. Jesper Løvdals karriere har både bragt ham på scenen med alt fra Birthe Kjær, Marilyn Mazur, Jomi Massage, Ib Glindemann og Kresten Osgood. Igennem mange år har både Tivolis Big Band, Roskilde Festivalen, Femø Jazzfestival og Fanø Freefolk nydt godt af hans mange instrumenter og musikalske leg for åbent tæppe.

Arrangementet er en del af Golden Days festivalen og er et samarbejde mellem Kvarterhuset og Kulturhuset Islands Brygge. Arrangementet er støttet af Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg

Vi mødes på Hjørnet af Hans Bogbinders Allé og Amagerbrogade.

Fotos: Mattias Andersson.

Datoer for byvandringerne:

Søndag den 4. september kl. 11 - 13.30

Mandag den 5. september kl. 17 - 19.30

Mandag den 12. september kl. 17 - 19.30

Søndag den 18. september kl. 11 - 13.30.

Køb billetter til byvandringerne her på billetto.dk

Kontakt

Mødested

Vi mødes på Hjørnet af Hans Bogbinders Allé og Amagerbrogade

2300 København
Del med