Change language

  • Dansk
  • English

Lys på Bryggen - Copenhagen Light Festival

I februar kan du opleve poetisk lyskunst under Langebro og rundt om Kulturhuset Islands Brygge.

Nu kan du værge dig mod februarmørket på Bryggen med poetisk lyskunst under Langebro og rundt om Kulturhuset Island Brygge fra 1.2 – 24.2.

Under Langebro vil Camilla Brix Andersens lyskugle 'The Orb' sprede smukke, dynamiske skygger og lys langs søjlegangen. Islands Brygges Lokalråd og Kulturhuset Islands Brygge har sammen valgt at placere The Orb under Langebro for at vise søjlegangens potentiale som et levende byrum med plads til kultur og aktiviteter. 

Ved siden af kulturhuset vil Morten Søndergaards værk ’Drømme’ lyse op på betonmonoliterne, der skyder op fra jorden. På kulturhusets panoramavinduer vil producent og fotograf Palle Vedel iscenesætte de syrede og meditative videoinstallationer 'Sickee no. 2' skabt af den kinesiske kunstner Zhang Xiaotao, som i den nye konstellation bliver til Ånden i Glasset. Drømme og Ånden i Glasset kan opleves 1-2/2 + 7-9/2 + 14-16/2 + 21-24/2 fra kl. 18 - 22.
 

Om værkerne:

The Orb
Den lysende Orb er en upcycled lysinstallation udført af 12 BMX-cykelhjul og talrige metaldåser fundet på genbrugspladsen. Orben vil sprede dansende skygger og lys langs de smukke søjler under det ellers mørke rum under Langebro.
The Orb er skabt af lyskunstner Camilla Brix Andersen og er støttet af Amager Vest Lokaludvalg, Islands Brygges Lokalråd og Kulturhuset Islands Brygge.
The Orb kan opleves fra 1.2 - 24.2 efter kl. 18 under Langebro.
Facebook
 

Drømme
Et video- og lysprojekt af Morten Søndergaard og beboerne i byen. Iscenesat på Islands Brygge af Palle Vedel og Kulturhuset Islands Brygge.
Hvad drømmer mennesker om?
Digter Morten Søndergaard har indsamlet over 100 menneskers drømme:
Jeg drømmer om duften af gule rapsmarker og nyslået græs, Jeg drømmer om Hansi Hinterseer, Jeg drømmer om at begynde forfra igen, Jeg drømmer om rabarberkage i solen.
Installationen er en videreførelse/udvikling af gavlprojektet i Valby. På Islands Brygge vil de nedskrevne drømme flyde ud på 10 monolitter, der allerede er en del af havnefrontens arkitektoniske udtryk. Drømmedigtene bliver belyst og skærpet af farver og bevægelse, hvor monolitterne vil fremstå som lysende objekter, der kommer op af jorden. De vil med forskellige farver, og i meget langsom hastighed skifte, så man kan fokusere på drømmedigtene.
Drømme kan opleves 1-2/2 + 7-9/2 + 14-16/2 + 21-24/2 fra kl. 18 - 22.
Bemærk: I tilfælde af regn eller snevejr vises installtionen ikke. 

Værket er støttet af Kulturhuset Islands Brygge.
Facebook

Ånden i glasset / Sickee no. 2
Otte billedakter af den kinesiske kunstner Zhang Xiaotao i samarbejde med Palle Vedel. En video og lysinstallation inspireret af Østens kultur og religioner. Gentagelsen er det bærende element og filosofi bag værket. Kom på en billedrejse med meditative elementer i konstant bevægelse. Lyden og billederne styrer vores hjerterytme og vores indre, mod universet, mod uendeligheden.
Et fascinerende værk, der tiltrækker beskueren med sine mange forandringer af former og struktur i en glidende følelse af uendelighed.

Ånden i glasset kan opleves: 1-2/2 + 7-9/2 + 14-16/2 + 21-24/2 fra kl. 18 - 22.

Værket er støttet af Kulturhuset Islands Brygge.
Facebook

LOOP
En video-ballon-installation af kunstneren Peter Martensen udføres i samarbejde Palle Vedel.
LOOP er en cirkulær sløjfe udført af to mænd i en lodret position.
Den ene mand ligger ned, og den anden står op. En bold passerer mellem dem.
Bevægelsen foretages igen og igen.
Installationens liv er kort og uddør efter 300 minutter.
Loop kan opleves 1.2 + 24.2.
Værket er støttet af Kulturhuset Islands Brygge.
Facebook

Find hele programmet for Copehagen Light Festival her: Copenhagen Light Festival

Kom med til åbningen af Lys på Bryggen fredag 1.2 kl. 17.15! 

Program for åbningen:

Kl. 17.15: The Orb under Langebro. Værket er støttet af Amager Vest Lokaludvalg, Islands Brygges Lokalråd og Kulturhuset Islands Brygge. Der serveres varm gløgg og kakao.
Efter ferniseringen af The Orb inviterer lokalrådet også til fredagssalon i kulturhuset, hvor man bl.a. kan se helt nye visualiseringer af byrummet og broens lokaler indefra. Fredagssalonen starter kl. 19 og finder sted i lokalet Salonen i kulturhuset. Læs mere om fredagssalonen her: Under Langebro - visualisering
Kl. 18.00: Åbning af ’Drømme’ af digter Morten Søndergaard og fotograf Palle Vedel og ’Ånden i Glasset’ /Sickee no. 2 af Zhang Xiaotao, iscenesat af Palle Vedel. Ved siden af Kulturhuset Islands Brygge.
Kl. 18.30: Morten Søndergaard læser højt af ’Drømme’. Der serveres her drømmekage og varm gløgg og kakao at skylle drømmene ned med.
Kl. 18.50: kan du opleve videoinstallationen LOOP af Peter Martensen, når den helt eksklusivt bliver projekteret op på 30 heliumballoner i lige nøjagtig 300 minutter. Peter Martensen kommer forbi og fortæller om værket.

Facebook

Arrangementet er gratis og åbent for alle.