Change language

  • Dansk
  • English

Førstehjælp til babyer og småbørn - i hyggelige og trygge rammer

Lise Breusch Klinkby og Thomas Jensen vejleder nye mødre og fædre om førstehjælp.

For ganske få år siden var det umuligt at opdrive et kursus eller en workshop, der handlede om førstehjælp til babyer og småbørn.
Det har heldigvis ændret sig, ikke mindst på Islands Brygge, hvor der nu i to et halvt år i Kulturhusets lokaler er blevet undervist i førstehjælp til gavn for de allermindste, siger Thomas Jensen. Han er den ene af duoen, som står for gode råd og vejledning til mødre og fædre, der gerne vil sikre sig, at de gør det rigtige, hvis der skulle gå noget galt med deres lille barn. Den anden er Lise Breusch Klinkby, som er den egentlige initiativtager til undervisningen i Kulturhuset Islands Brygge.

- Jeg var på barsel og havde lidt god tid, og dér opstod ideen om at få sat gang i kurser om førstehjælp til spæd- og småbørn. Faktisk oplevede jeg, at mit barn i en alder af fem måneder fik en Digestive galt i halsen. Det fik jeg klaret, og det kunne man godt tro, var anledningen til at få sat gang i kurser om førstehjælp til spæd- og småbørn, men det var det faktisk ikke. Det var mere, fordi jeg er et rimelig aktivt menneske og kunne konstatere, at der ikke var nogen undervisning på dette område herude på Bryggen, siger Lise med et smil.

Hygge og tryghed

Man fornemmer hurtigt, at det for Lise og Thomas handler om at skabe nogle hyggelige og trygge rammer for forældrene og især at lære dem, at det handler om at gøre noget, hvis der går et eller andet galt med deres lille barn. De fleste er bange for at være for voldsomme og dermed komme til at skade deres barn. – Det hjælper jo ikke at være passiv, så jeg plejer at sige til mødre, der frygter at knække et ribben på deres barn, at det jo er bedre, at man gør det, fremfor at barnet dør, siger Lise og tilføjer: - I øvrigt kan børn tåle rigtig meget, for deres knogler er meget bløde og fleksible.

Lise og Thomas lægger vægt på, at undervisningen er så jordnær og enkel, som det overhovedet kan lade sig gøre. – Vi giver enkle råd, så forældrene kan huske dem, når de står i situationen, siger Thomas. – Tidligere var der måske en tendens til, at man gav nogle komplicerede råd om, hvor der lige præcis skulle gives slag. Når vi fortæller, hvor man skal give slag, så gør vi det i et sprog, som er letforståeligt, altså slag mellem skulderbladene eller i midten af brystet, og antallet af gange er det samme. Det er vores erfaring, at den type råd virker, når forældrene skal tage affære.

Tid til det hele

- Thomas og jeg har lige fra begyndelsen været enige om, at vi ikke ville have for mange deltagere til disse arrangementer, for det er vigtigt, at forældrene får prøvet tingene igennem, og at de får mulighed for at stille spørgsmål - og at der selvfølgelig er tid til at give ordentlige svar. Der er f.eks. en del, der også stiller spørgsmål, som handler om deres lidt ældre børn, og det skal der også være plads til, ligesom der af og til er behov for, at der skal ammes. Er der et barn, der græder, så hører det også med til arrangementet. Det er ikke sådan, at forældrene, så skal forlade lokalet, indtil barnet er roligt. Vi tager tingene, som de kommer, og gør det stille og roligt. Det skulle gerne være sådan, at når forældrene forlader arrangementet, så kan de sige: Wauv, nu er jeg blevet en endnu bedre mor – ja, eller far, selvfølgelig - afhængig af kønnet.

Det skulle gerne være sådan, at når forældrene forlader arrangementet, så kan de sige: Wauv, nu er jeg blevet en endnu bedre mor – ja, eller far, selvfølgelig - afhængig af kønnet.

Thomas har mange års erfaring som ambulancefører og er bl.a. uddannet paramediciner, så han kan trække på mange erfaringer om, hvad der kan gå galt, og hvad der virker i sådanne situationer. Derudover har han også i mange år undervist i førstehjælp til voksne, så han er – i lighed med Lise, som er uddannet zoneterapeut – en trænet underviser. – Både Lise og jeg ved jo, hvad de mest hyppige tilfælde er, så det danner også baggrund for de emner, vi tager op. Små børn får meget sjældent hjertestop, så det handler f.eks. mere om at forklare, hvad man skal gøre, når ens barn har fået noget galt i halsen – eller andre situationer, der ikke er helt så alvorlige som hjertestop. Men vi viser og giver da også forældrene mulighed for at prøve på små dukker, så de er klar, hvis den alvorlige situation skulle opstå, og der er behov for genoplivning.

Undervisningen trækker virkelig forældre til, for der er altid udsolgt til arrangementerne.

Selvom mange deltagere kommer fra Bryggen, så har vi haft forældre fra Brønshøj, Frederiksberg og sågar fra Køge, siger Thomas. Det gælder altså om at holde sig til, hvis man gerne vil deltage, for der er kun plads til 15 pr. gang – og der er ofte venteliste.