Change language

  • Dansk
  • English

1. søndag i advent bød på masser af julehygge og gode gerninger i kulturhuset

Overskuddet fra Bryggens Julemarked og Julebanko går i år ubeskåret til Mødrehjælpen og Røde Kors.

Der var julehygge med stort J i søndags med både Julemarked, Juletræsfest og Julebanko i kulturhuset. Udover hyggen, havde dagen også fokus på at give tilbage og gøre en god gerning. En gruppe studerende fra Absalons Professionshøjskole afholdt et bæredygtigt julebyttemarked uden for kulturhuset og de søde nissebørn, til Juletræsfesten i Salen, lavede fine juledekorationer, som kunne købes for en 5’er til markedet. Som rosinen i julepølseenden arrangerede Salon på Bryggen Julebanko i Salen, hvor over 130 bryggeboere spillede om de flotte præmier doneret af lokale sponsorer på Bryggen.

Sammen om de gode gerninger
Gruppen af studerende, der kalder sig Gran og Gode Gerninger og de frivillige Julebanko-arrangører fra Salon på Bryggen gik sammen om at donere søndagens overskud fra ponyridning, æbleskivesalg og bankopladesalg. I alt løb det op til 7000 kr. som ubeskåret går til Mødrehjælpen og Røde Kors.

Udover penge fik julemarkedet også indsamlet otte sække tøj og legetøj, som også doneres til Mødrehjælpen og Røde Kors.

Tak til sponsorerne til Julebanko: Haraldsborg, Deleuran Blomster, Njal Foto, Isbjørnen, Bryggens Spisehus, Nybolig, Sanselig, Kulturhuset Islands Brygge, Frisør Saxkjær, Fodterapi, Aimentari, Tiger, Toft Vin

Gran og Gode Gerninger blev sponsoreret af: Andersen Bakery, Min helsekost, Vester Kopi, SuperBrugsen, Isblomsten, Faxe Hesteterapi og Amager Vest Lokaludvalg