Change language

Oplev international performance og kunst i Havneparken

13.07.2017
Metropolis fortryller Havneparken med tankevækkende udstillinger, vilde skulpturer og skæv performancekunst.

Metropolis er et storbyteater med byen som scene og tema. Hen over sommeren præsenterer Metropolis et program af overraskende, originale og stedspecifikke forestillinger skabt af internationale kunstnere i, for og med København. Det er værker, der søger grænserne for scenekunsten og blander performance med arkitektur, billedkunst, lydkunst, aktionskunst, m.m. De skabes af kunstnere, som indtager og udforsker byen og giver publikum nye kunstneriske perspektiver, oplevelser og indsigt i deres by. 

På Islands Brygge præsenterer Metropolis følgende: 

A String Section af Reckless Sleepers
Den allersidste dans…
15 kvinder i små sorte kjoler siddende på 15 stole. Elegante som strygersektionen i et symfoniorkester, men udstyret med sav i stedet for violin og bue.
Deres mission er enkel: at save benene væk under sig selv uden at vælte. Siddende på stolen, liggende udstrakt, viklet rundt om ryglænet, hovedet ned, benene i spagat. Kroppene vrides af led for at finde den optimale arbejdsposition. 
Reckless Sleepers har skabt et uudgrundeligt hypnotiserende og humoristisk ritual. En sær, smuk, selvdestruktiv koreografi med karakter og symbolik alt efter, hvor den præsenteres.
Se forestillingen d.16. juli kl. 14 i Havneparken
 

100% FREMMED?
100 portrætter i ord og billede af 100 tidligere flygtninge
Se udstillingen i Havneparken fra 29. juli – 31. aug.
 

La Transumante af Johann Le Guillerm / Cirque Ici
Gigantisk levende fantasivæsen skabt af 150 stykker træ
Johann Le Guillerm har kultstatus som cirkusfornyer og genial excentriker. Han er en sært dragende kunstner, opfinder og videnskabsmand – en samtidens Leonardo da Vinci, der med gudsbenådet flair for ingeniørkunsten konstruerer fantasifulde og ekstraordinære maskiner, der er som taget ud af en mytisk drømmeverden. Han fusionerer nycirkus med arkitektur, hvor skrøbeligheden er fællesnævner.
Med La Transumante har han skabt en monumental levende organisme med 150 stykker træ à 3 meter. Ingen søm, skruer, snor eller lim. Den på én gang skrøbelige og solide konstruktion bliver levende i hænderne på dukkeføreren Johann le Guillerm og hans 12 medhjælpere. Med millimeterpræcision flytter de træpind efter træpind i en rituel mikado-koreografi af destruktion og konstruktion af dette gigantiske dyr, der langsomt bevæger sig af sted. La Transumantes form bestemmes undervejs af Johann le Guillerm, der tilpasser formen til stedet og ruten. Det trækker vejret sammen med sine hjælpere og muterer til en størrelse på 200 m2 og 5 meters højde. Det lever i seks timer og bevæger sig med en fart på ca. 100 meter i timen. Et genialt konstrueret fantasivæsen i konstant bevægelse og metamorfose.   
Se udstillingen søn. 6. aug. kl. 16-22 i Havneparken

Læs mere om Metropolis