Change language

Første internationale hovednavn er klar til Jazz by the Sea

17.03.2017
Én af det afrikanske kontinents mest elskede divaer og respekterede stemmer, malinesiske Oumou Sangare, giver koncert under åben himmel.

Vi kan allerede begynde at glæde os til  Jazz by the Sea - K-I-Bs populære Open Air-scene under Copenhagen Jazzfestival.  Det første hovednavn er lige blevet offentliggjort og det er ingen mindre end den malinesiske sangerinde Oumou Sangaré, der har rang af superstjerne i sit hjemland og som har begejstret publikummer verden over med sine stærkt socialt engagerede sange og en fuldstændig unik stemme, som har givet hende tilnavnet ”Sangfuglen fra Wassoulou”.



Med sin stærke musikalske forståelse og sit fremsyn har Oumou Sangaré formået at gøre den traditionelle malinesiske musik til et subtilt og nuanceret nutidigt udtryk, der blandt andet rejser stærke socialpolitiske spørgsmål – især om kvindernes rolle i den afrikanske kultur. Hvis man vil forstå Afrika i dybden, så kan man enten bruge årevis på at studere det eller lytte til Sangaré, der modigt beskriver et kontinent, der politisk og socialt befinder sig i en globaliseringens brydningstid. Oumou Sangaré blev opdaget af guitaristen og landsmanden Ali Farka Touré som ganske ung og debuterede med ”Mousoullou” i 1991. Sangarés familie kommer fra Wassoulou-folket, og hendes musik tager udgangspunkt i traditionelle malinesiske sange, der var sparsomt akkompagneret af simple instrumenter som kalabas og n’goni.

Den vestafrikanske vokaldronning Oumou Sangarés samarbejdspartnere tæller blandt andet Ali Farka Toure, Toumani Diabate, Femi Kuti og Youssou N’Dour, og hun var i 2010 udvalgt af festivalaktuelle Herbie Hancock til den Grammy-vindende plade “The Imagine Project”. Da Oumou Sangaré besøgte Copenhagen Jazz Festival 2011 var det til 5-stjernede anmeldelser i de danske medier. Politiken skrev: “Malinesisk nattergal gav uforglemmelig koncert – Oumou Sangaré gav sammen med sit band og sine danserinder en afrikansk fest, de fremmødte sent vil glemme.”

Billetterne er allerede sat til salg og kan købes i forsalg her


Datoerne for Copenhagen Jazz Festival 2017 er 7.-16. juli. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk