Change language

Sinne Eeg Group

04 jul

Dato

04.07.2016, 20:00
180 kr.
Copenhagen Jazzfestival
Sangerinden Sinne Eeg har markeret sig som en af de allerbedste jazzsangere i Europa.

Hun er godt på vej til at bryde igennem i blandt andet USA, hvor hun gennem de seneste år har spillet et utal af koncerter og fået flotte koncert- og pladeanmeldelser.



Ved denne koncert kan man opleve et stærkt hold bestående af ikke mindre end fire Ben Webster Prisvindere på samme scene:



• Sinne Eeg, sang

• Jacob Christoffersen, pno

• Lennart Ginman, bas

• Morten Lund, trommer



Koncerten vil bestå af en god blanding af Sinnes egne sange samt kendte jazzstandards.



Sinne Eeg modtager i 2016 det ærefulde Dronning Ingrids Hæderslegat på 250.000 kroner. Hun har de seneste år modtaget blandt andet Ben Webster Prisen 2014, Danish Music Award 2007, 2010, 2014 og 2015. I 2015 modtog hun den prestigefyldte franske jazzpris Palmares, da L’Academie Du Jazz (de 60 vigtigste jazzkritikere i Frankrig) belønnede ”Face The Music” med prisen for bedste internationale vokal-udgivelse.



Sinne Eeg er kendt for at være endnu bedre live end på plade. Hendes koncerter kendetegnes ved stort nærvær, humor og et enormt musikalsk overskud, som blandt andet kommer til udtryk ved, at der i den grad leges og tages chancer på scenen – ikke mindst i hendes suveræne scat-sang, som må betegnes som værende i international klasse.



Udover at have indtaget den hjemlige scene er Sinne Eeg ved at have godt fat i udlandet, hvor hun jævnligt turnerer i lande som USA, Japan, Kina, Norge og Sverige. Især i Japan og USA er der store forventninger om kommende gennembrud efter flere succesfulde tournéer.



Sinne Eeg fik sit store gennembrud med cd'en "Waiting For Dawn" i 2007, for hvilken hun modtog en Danish Music Award (DMA) for ”Bedste Jazz Vokal Album 2007”. Politikens Boris Rabinowitch gav hende sjældne 6 ud af 6 hjerter i sin anmeldelse af cd'en. Sinne Eeg har siden modtaget adskillige priser, bl.a. Holstebro Kommunes Musikpris 2007, DR P2 Jazz Prisen 2009, en DMA for "Bedste Jazz Vokal Album " i 2007, 2010, 2014 og 2015.



En uovertruffen musikalitet har gjort pianisten Jacob Christoffersen til en af de mest efterspurgte pianister herhjemme. Han modtog Ben Webster Prisen 2013. I en lang årrække har Christoffersen været fast pianist for Sinne Eeg. Pianistens eminente timing og hans lyriske sans gør enhver koncert med ham til en oplevelse.



Morten Lund har været fast mand bag trommerne i Sinne Eeg Group i mange år, og han er i dag en af de mest efterspurgte trommeslagere i landet og en af de absolut dygtigste i Europa.



Bassisten Lennart Ginman er ikke ny I sammenhæng med Sinne Eeg. Han var faktisk den første bassist i Sinne Eeg Group, men måtte forlade bandet, da han blev leder af det kendte jazzspillested Copenhagen Jazzhouse. Han er en af de mest kreative musikere i landet og kendt fra bl.a. Ginmann/Eivør, Ginmann/Blachmann/Dahl samt Ginman/Jørgensen.





Line up:

Bryggens Spisehus serverer grill og tapas før koncerten til Jazz by the Sea.

Maden vil kunne afhentes fra kl 17:00. Alle fire retter koster 150 kr. Maden kan forudbestilles på Billetlugen.dk eller købes på dagen. Koncertstart er kl 20.00.

Tapastallerken a'la Bryggen bestående af: kylling paneret i nachos, tigerrejer stegt i hvidløg, tomat tapenade, humus, Serano skinke, en halv bøffelmozzarella og syltet peberfrugt samt surdejs baguette og økologisk smør.

Grillmenu 1: 1/2 kylling fra rotisserie samt tre salater, humus og salsa.
Grillmenu 2: Grillet laks i pakke med grøntsager og kryddersmør, samt tre salater, humus og salsa.
Grillmenu 3: Steak af marineret oksefilet samt tre salater, humus og salsa.