Change language

LAMA Improteater

Af banen af banen her kommer LAMA'en. Improteateraften uden sidestykke!

Improteater er teater uden manuskript. Spillerne bruger publikums bud, hinanden og deres syge fantasi. Intet er planlagt - kun tid, sted og deltagere. Lama laver både den velkendte teatersport og længere historier, og altid med musik. Tag naboen, kæresten og børnene med - det er fedt, og der er GRATIS ADGANG.

Følgende torsdage kl.20.30, 2016

Torsdag d. 7. januar

Torsdag d. 4. Februar

Torsdag d. 3. Marts

Torsdag d. 7. April

Torsdag d. 5. Maj

Torsdag d. 2. Juni

Torsdag d. 4. August

Torsdag d. 8. September

Torsdag d. 6. Oktober

Torsdag d. 27 oktober  

Torsdag d. 1. December

LAMAerne består af:

Michael Hansen har deltaget i et hav af kurser med nationale og internationale helte, tilbragt mange timer i øvelokalet og næsten lige så mange på scenen, hvor man kan mærke publikum.Impro trækker på alle evner, og det vigtigste er, at være til stede i nuet, og det er her Michael får sit KICK.

Lotte Starch Hansen er et af de mennesker, der har funny bones, og det gælder også, når hun ikke spiller noget morsomt - man har bare lyst til at se på hende på en scene, og man har lyst til at spille sammen med hende. Hun har leget seriøst med improteater igennem de seneste 10-15 år og har en mageløs evne til at ramme improteaterets essens i ærligt og enkelt nærvær.

Kirsten Kvist er improens svar på oraklet i Delfi - Der er ikke den sløjfe, hun ikke kan binde på en historie, og der er ikke den vise, hun ikke kan improvisere frem, så smilene breder sig fra øst til vest. Hun er skøn både set fra publikumsrækken og fra scenen - sjov, overraskende og altid vigtig for historiens nerve.

Kristian Skjærlund startede som pianist i Lama " i forrige århundrede", men røg hurtigt op på scenen og har siden optrådt med Lama så forskellige steder som Comedy Zoo, på en Ø i DGI-byens svømmehal og Landstingssalen på Christiansborg. Kristian har en baggrund som lektor i drama og har specialiseret sig i improvisation gennem kurser med de bedste improundervisere i verden.Axel Stemark er gruppens intelligente multitalent: Han slår showet an fra klaveret, han lægger underlægningsmusik til scenerne og skaber på stedet improviserede melodier til de sange, der dukker op i et Lamashow. Men Axel er ikke impropianist, han er improspiller: Axel spiller både klaver og overbevisende karakterer på scenen, når Lama f.eks. laver Forumteater.

Winnie Kristine Christiansen er det ene af Lamas to professionelle trumfkort. Hun blev uddannet skuespiller i 2004 og har siden mest beskæftiget sig med improvisationsteater og historiefortælling.Elin Fredrikson er improspiller og det andet professionelle trumfkort. Hun blev uddannet skuespiller i 2004 og har siden mest beskæftiget sig med historiefortælling, gadeteater og improvisationsteater.

Se mere på LAMAs hjemmeside.